Hvordan er det så gået siden?

Ja... nu er det jo så et godt stykke tid siden at jeg har været herinde og skrive.
Og jeg kan kun sige en ting.. det går så fantastisk som det aldrig har gjort før.

Jeg er kommet tilbage til det normale liv igen.
Jeg går i skole, er sammen med vennerne osv. Og ikke mindst spiller jeg trommer igen.
Det eneste som rent faktisk er tilbage fra operationen er mit ar også mine blodfortyndende piller som jeg stadig tager.
Desuden er jeg oppe og få taget blodprøve hver 3. uge. for at få taget mit tal som fortæller hvor tyndt mit blod er.
Men om en månedes tid er det også slut...

Det er simpelthen fantatisk! :D

Jeg vil sige at man kommer sig utrolig hurtigt efter sådan en hjerteoperation. Og jeg synes ikke at det er lang tid siden at jeg lå under kniven...

Selvom jeg ikke skriver så tit må i stadig gerne stille spørgsmål til mig her på bloggen da jeg får en mail.

Lanparty i weekenden

I sidste weekend var jeg så til mit første lanparty efter operationen.
Til jer der ikke ved hvad et lanparty er kan jeg fortælle at det er når en masse unge mennesker mødes med deres computerer for at spille computer sammen.
Men jeg deltog i dette lanparty helt på ligefod med de andre.
Inden lanpartyet havde jeg selvfølgelig været lidt spændt på om jeg fik næseblod i løbet af lanpartyet men det gjorde jeg rent faktisk ikke under hele partyet, så det var ret lækkert.
Og rent faktisk har jeg ikke haft næseblod i 2 uger på trods af at jeg er på blodfortyndende medicin og det synes jeg selv er meget flot.
Jeg kunne desværre ikke klare at sove på det hårde gulv til lanpartyet som de andre der var med gjorde. Der var nogle der tilbød mig en sofa, men jeg valgte at køre hjem hver aften for at sove i min egen seng da mine knogler nok havde bedst af det.

Det går stadig fremad og i tirsdags holdt jeg så Pink Floyd aften sammen med mine venner hvor vi så Pink Floyd på storskærm hjemme hos mig.
Jeg kan mærke at jeg snart er oppe på samme styrke som før operationen, så jeg skal snart til at i skole igen.
Jeg regner med at blive hjemme en uge mere inden jeg tager i skole for at være helt på toppen.
Da jeg ikke kan bære mere end 4 kg. og ikke må have en taske på ryggen har jeg valgt at lade mine ting blive liggende inde på skolen, så jeg kun har det mest nødvendige med frem og tilbage i en håndtaske (ikke dame håndtaske!).

Men til jer der skal igennem en operation lignende min kan jeg sige at det går utrolig stærkt bag efter. Du kommer enormt hurtigt op at køre igen og jeg er stadig forbløffet over hvor hurtigt dette forløb enlig er gået.

Billedet er taget fra lanpartyet i weekenden. Hvis du gerne vil se flere billeder kan du gøre det her. Vælg det midterste billede også en af dagene.

Billeder på bloggen

Så har jeg fået uploadet nogle af de billeder fra mit ophold på riget. Håber på at det gir et indblik i hvordan det var.

Hjemme igen

Nu er jeg jo så kommet hjem igen. Det gør så at jeg ikke skriver så tit i den her blog men kun når jeg har noget på hjertet og det har jeg så lige i dag.Efter jeg er kommet hjem er det forsat begyndt at blive bederer og bederer.
Onsdag var jeg meget træt og lagde mig til at se fjernsyn da jeg kom hjem. Vi blev nød til at lave en ”falsk” elevations seng til mig da jeg ikke kunne ligge helt lige ned på ryggen. Så jeg lagde mig på en dyne som var stablet op af væggen.
Jeg faldt tidligt i søvn den aften. Tilgængel vågnede jeg så midt om natten som jeg så har gjort de sidste par natter. Rimelig irriterende.
Det er først igår nat at jeg er begyndt at kunne sove hele natten.
Men ellers går det slag i slag herhjemme. Jeg sidder for det meste og skriver med mine venner, samt forbereder det lanparty som jeg skal være med til at holde her på fredag.
Ellers går jeg en tur om dagen, så hvidt muligt.
Her i weekenden havde jeg så besøg af en af mine venner som lige ville se hvordan jeg havde det og det var jo rigtigt flinkt af ham.
Min mor er herhjemme på orlov for at passe på mig her i ugerne efter operationen.
Hun bruger det meste af tiden på at bage og rydde op i min fars hus.

Jeg kan mærke at for hver dag der går bliver jeg stærkerer og stærkerer. Jeg kan gå længerer og længerer når jeg går den daglige tur og jeg bliver ikke så hurtigt træt.
Det gør også mindre og mindre ondt når jeg hoster.
Det der irriterer mig mest for tiden er næseblod.
I går fik jeg så en ordenlig omgang igen, ligesom den på hospitalet.
Problemmet med næseblod er at det kan komme hvornår som helst. Og når det kommer så kommer det de fleste gange kræftigt.
Jeg har arvet det at have næseblod efter min far. Han har nemlig også haft meget næseblod og har det stadig.
Problemmet med det er at jeg er på det der blodfortyndende og det gør at det er rigtig lang tid om at størkne.

Men ellers har jeg det som sagt rigtig godt.
Jeg kan også meddele at der er blevet taget nogle billeder på sygehuset som jeg vil arbejde på at få herind.

Onsdag d. 7.2.07 - Næseblodet

Onsdag var så den store dag hvor jeg skulle hjem. Men dagen startede rigtig skidt.Jeg fik næseblod om morgenen og havde det hele formiddagen.
Det begyntde heldigvis lige da min mor kom så hun skyndte at give mig noget papir.
Desuden tilkaldte hun sygeplejeskerne som fandt nogle isterninger.
Nu er det bare sådan at jeg tog jo blodfotyndende medicin prg. Af min operation. Det gjorde så at mit blod var 2 gange længerer tid om at størkne end normalt. Så holdop hvor var der meget blod og det blev ved og ved.
Så skulle jeg så have taget blodprøve og hende der skulle gøre det var nærmest ved at flygte igen da hun så mig og jeg sagde: ”Ja, i dag behøves du ikke stikke mig for der er masserer blod du kan tage af!”.
Men hun sagde at hun var nød til at stikke mig for at blodet er så rent så muligt.
Så mens jeg sad med is og køkkenrulle oppe omkring næsen tog hun så en blodprøve.
Min nye sygeplejeske lignede også en der ikke havde set så meget blod før, for hun stod og stirede på mig mens at vi snakkede med min læge omkring min udskrivelse.
Da vi så trodede at det var ved at stilne af, så kunne vi godt tro om igen, for da vi fjernede det kolde is begyndte det bare at bløde igen, så på med det igen.
Det samme skete da vi mente at jeg godt kunne komme ned med elevateren. Det var meget sjovt for alle stirede på mig, da jeg holdt papiret op for næsen og det bare begyndte at blive rødt. Nå men i bilen på vejen hjem stilnede det hurtigt af, og jeg så ikke mere blod den dag. Heldigvis!

Tirsdag d. 6.2.07 - Scanningen

Tirsdag var igen en rigtig god dag. Denne dag fik jeg at vide at jeg kunne komme ned og blive scannet og det var jo bare rigtig lækkert.
Jeg blev sendt ned på etagen nedenunder hvor en læge tog imod mig. Jeg lagde mig ned på briksen hvorefter at jeg så fik alle elektroderne på mig. Også blev jeg scannet.
Til jer der ikke ved hvad det vil sige at blive scannet kan jeg sige at det ikke er en stor hvid tingest man bliver kørt ind i. En læge tager et scannerhovede i sin hånd som han så sætter på maven af mig.
Vha. Lyd kan man så få et ultaralydsbillede op på skærmen hvorefter man så kan se de forskellige klapper i hjertet eller hvad man nu skal scanne.
Man bruger den samme teknik når man skal have baby og se om babayen har det godt.
Nå, men lægen synes at det er vældig intressant og bliver nød til at tilkalde en anden læge som lige skal se med da han selv ikke har så meget styr på lige præcis min sygdom.
Hun kommer ind og ser at det hele ser rigtig fint ud. Billederne bliver derefter sendt til Odense, sammen med min journal.

Da jeg kom op på afdelingen igen skulle jeg der have en lille snak med min patientvejleder som sørger for alt kontakt mellem sygehuset og patienten. Dette var ikke den samme som min sygeplejeske.

Senerer på eftermiddagen får jeg besøg af min sygeplejeske Rebeca (håber at jeg har stavet det rigtigt!).

Hun vil fortælle om hvordan jeg vil have det efter at jeg kommer hjem fra sygehuset. Hun havde en liste med som hun gik igennem. Bla. Omkring piller og hvordan man kan have det rent mentalt.
Da hun var færdig sagde hun farvel til mig da hun først skulle på vagt igen efter at jeg var kommet hjem.
Rebecca var den sygeplejeske som tog imod mig om Onsdagen. Og hun har siden da været sygeplejeske for mig mandag og tirsdag.

Ellers brugte jeg dagen på at leje med min nye bærbarer computer som jeg har fået af mine forældre prg. Af at jeg genemgik denne operation. Og endnu engang tusind tak til dem.

Billedet: Ja, jeg er bare glad pgr. af at det går så godt og jeg lige har fået en bærbar.

Mandag d. 5.2.07 - Motion

Det går enormt stækt at komme sig efter sådan en operation. Meget stærkerer end jeg havde forventet.
Det kunne jeg mærke Mandag hvor jeg for første gang kunne stå op i badet, før har jeg kun haft kræfter til at sidde ned.
Den dag var jeg også ude af sengen stort set hele dagen.
Jeg stod op spiste morgenmad osv.
De smertestilende gjorde at jeg fint kunne holde ud at bevæge mig. Nu tænker du nok at det var sådan nogle specielle smertestilende piller jeg fik. Men det var rent faktisk ganske normale penodiler.
Dem tog jeg 2 af morgen, middag, aften og når jeg skulle i seng.

Mandag var også den store dag hvor vi fik internet. Desværre kunne vi kun have det i 2 dage inden jeg skulle hjem igen.
Det var dejligt at komme på så man kunne skrive lidt med ens venner igen, som havde siddet derhjemme og været bekymret (tror jeg da :-) )

Jeg fik også taget røgentbillede den dag . Det skulle de bruge til at se om min brytkasse var ved at vokse ordentligt sammen, og det så fint ud.

Senerer på dagen var der så dømt motion. Og ja du læste rigtigt motion. Så jeg tog ned med elevateren sammen med alle de gamle og en fysioteratpout på stuetagen hvor Riget har et kæmpe motionsrum.
Dernede skulle vi så lave alverdens forskellige slags øverser til flint stones tema musikken. YES!
Jeg vil sige at noget af det sjoveste var til sidst hvor vi skulle cykle på motionscykler. Jeg må desværre ikke cykle på rigtige cykler pgr. Af min reaktionstid og får at passe på brystkassen, men på en motionscykel er der jo ingen bump på vejen og ingen man skal holde øje med. Det handler bare om at køre.
Så mig op at sidde på cyklen også bare igang.
Mange af de gamle hjulrede sådan derudad mens jeg bare cyklede.
Jeg cyklede med omkring de 30 km/t, mens de andre cyklede med omkring de 25 km/t.
Opgaven lød på at vi ikke måtte blive så forpustet at vi ikke kunne snakke. Men det gik fint.
Bagefter fik jeg så en tår vand også op igen på hjerteafdelingen.

Rent faktisk kunne jeg ligesågodt komme hjem Mandag men jeg manglede en scanning som skulle vise om operatinonen var gået som den skulle. Så det var sådan lidt irriterende at skulle vente de dage på en scanning.