Torsdag d. 1.2.07 - Operationen

Næste morgen blev jeg vækket kl. 06:30. Her skulle jeg så i bad og tage sådan noget operationsstøj på (en skjorte som er åben i ryggen).

Derefter fik jeg en beroligende pille og et glas vand som jeg skulle sluge pillen med.
Jeg fik også sådan noget bedøvelses cream på hænderne så det ikke gør så ondt når min bedøvelses læge stikker nålen ind som han bedøver med.
Dette skulle side en times tid for at det skulle virke.
Ca. Kl. 08:30 kom der en portør og hentede mig og kørte mig ned til operationsstuen.
Dernede blev jeg lagt fra min gamle seng over på operationsbordet som så blev kørt ind på selve operationsstuen.
Grunden til at jeg kalder det et operationsbord er fordi at det var lidt hårde at ligge på end en normal seng.
Der var en sygeplejerske som hjalp mig derover.
Mine forældre skulle tage noget operationsstøj på som skulle sørge for at holde det sterilt derinde.
Da jeg bliver kørt ind på operationsstuen stikker min narkose læge en nål i hånden på mig.
Det gjorde ikke så ondt da jeg havde den der bedøvelses cream på. Derefter listede han lige så stille narkosen ned i mig og jeg blev utrolig søvnig og bang så sov jeg.

Da jeg vågnede op synes jeg selv jeg kun havde sovet i en times tid men jeg havde rent faktisk sovet i 8 timer.
Jeg vågnede op med det rør i halsen som jeg var så spændt på. Jeg kan huske at det var meget tåget da jeg vågner op og at jeg ser alting uskarpt.
Men jeg kunne mærke røret og pegede derfor på min mund og derefter over på en klædt i hvidt.
Jeg hører min mor sige 20 min. Derefter falder jeg i søvn igen.

Næste gang jeg vågner er jeg ved at få fjernet røret i halsen. Det gjorde sådan lidt ondt i halsen efter i røret som havde sidet i halsen men der hvor jeg havde flest smerter var selvfølgelig i brystet.

Til jer der tænker meget over det rør i halsen kan jeg sige at man ligger mærke til det men at det ikke gør så ondt og det ikke er så irritenrende da man stadigvæk er påvirket af bedøvelsen.
Så frygt ikke dette.

Sygeplejerskerne gav mig morfin direkte ind i blodbanen og det hjalp da også en del på de smerter jeg havde.
Min mor har fortalt at jeg sagde: ”Det gør nas mor det gør nas...” da jeg vågnede.
Da jeg kom til mig selv kunne jeg se at min mor, far og storebror stod rundt om sengen. Jeg selv var lidt svimmel.
Min storebror smuttede så snart jeg havde det godt og min far blev og så håndboldkamp med mig der om aftenen. Jeg selv sov for det meste så meget jeg nu kunne.
For min nabo på intensiv larmede nemlig en del om natten.
Til gengæld var der en svensk sød sygeplejerske som hjalp til med at det ikke gjorde ondt.
Min far og mor skiftede til at blive hos mig natten over.

Jeg vil sige at forløbet på intensiv var rigtig godt og at jeg følte mig tryg der.
Det er ikke noget man skal være bange for. Sygeplejeskerne på stedet er rigtig venlige.

Jeg kan også fortælle at det at min mor holdt mig i hånden da jeg vågnede var urtolig betrygende når man vågner.
For mit vedkommende var det vigtigt for mig at min mor var der da jeg vågnede.